Malerier

______________________________________________

I skolen kunne jeg absolut hverken tegne eller male, men så en dag i begyndelsen af 1969 sad jeg og filosoferede. Jeg tænkte, at det abstrakte maleri jo var opfundet, og at bare man kunne sætte nogle pæne farver sammen, så måtte man jo være kunstner. Jeg gik i gang med nogle meget naivistiske ting, som lige så godt kunne være lavet af et børnehavebarn, men begyndelsen var gjort, og fremskridtene kom hurtigt og mange.

Det med de pæne farver har hængt ved lige siden. Jeg holder af de stærke rene farver, men fandt også ud af, at ved at bruge flere forskellige farver på samme flade, kom farverne til at virke mere levende. Jeg har aldrig haft en bestemt palet, nogle få farver som jeg altid brugte. Jeg bruger de farver, som motivet kræver. Da jeg læste i Johannes Itten’s bog: Farvekunstens elementer om de forskellige kunstnertyper, besluttede jeg mig for, at jeg ville kunne beherske alle farver. Når der så er nogle farver, som jeg syntes, at jeg havde det lidt svært med, giver jeg mig bevidst til at arbejde med dem, så nu laver jeg både billeder ud fra farverne, men vælger også farver ud fra motivet.

Jeg kom hurtigt derhen hvor jeg fik brug for, at hovedet også fik noget at lave, at det ikke kun gjaldt om at sætte farver sammen,eller at gengive et foto eller motiv. Her kom surrealismen mig til hjælp, ved at jeg her kunne bevæge mig i mellem drøm og virkelighed, og på lærredet kunne jeg selv bestemme og bevæge mig rundt i drømmelagene. Her kunne jeg vise en alternativ virkelighed, hvor farverne kunne komme til fuld udfoldelse. Her kan symboler og en næsten fotografisk gengivelse gå hånd i hånd. Her kan jeg lave billeder af alternative verdener, så de bliver troværdige. Her kan ordet dimension komme til udtryk i sine mange betydninger. Her kan hovedet få helle fra omverdenens forstyrrelser. Her er der mulighed for at lade sig opsluge i …