A. C. Rosmon
______________________________________________
Jeg har altid været optaget af livets store spørgsmål som: ”Hvor kommer vi fra og hvor går vi hen?”
Min søgen efter svar samt interesse for forskellige religioner og alternative livsopfattelser har derfor præget
min kunst, siden jeg første gang fattede penslen for 40 år siden.
Først som famlende forsøg med akvarel, men efter kort tid malede jeg mit første oliemaleri. Det skete samme dag,
som Apollo 11 blev affyret med kurs mod månen, og menneskets forhold til universet kommer også til udtryk i mine værker.
De indeholder derfor ofte mange dimensioner. Et af mine særlige kendetegn er de skulpturelle malerier, hvor jeg spænder
lærred op på et skelet af træ eller metal, hvorefter jeg præparerer lærredet og maler på det.
Jeg søger hele tiden nye udtryk, og senest er jeg begyndt at arbejde med opskummet polyurethan, der bliver belagt med
pimpsten og malet. Selv mine flade billeder er ikke altid flade, ligesom de heller ikke altid er firkantede.
I det kommende galleri kan du se et udsnit af min produktion, men husk, at kunst skal ses i virkeligheden. Billedet på
skærmen yder ikke værkerne fuld retfærdighed, da det er svært at gengive reliefvirkninger og de specielle effekter af
farverne Nogle er transparente, og andre skifter karakter, alt efter hvilken vinkel værket bliver betragtet fra, og
hvordan lyset falder. Farverne skal nemlig være levende.
Du er altid velkommen til at besøge mig, bestille en udstilling eller en workshop, hvor jeg gerne lærer mine specielle teknikker fra mig.